Randers – Johanneskirken
december 17, 2017
4:00 pm
Randers
Johanneskirken, Vorup Boulevard 29, Randers SV

Julekoncert med Postyr og Mariagerfjord Pigekor

Oplev et unikt musikalsk højdepunkt når landets bedste rytmiske pigekor, Mariagerfjord Pigekor, og den prisvindende vokalgruppe Postyr synger julen ind med nykomponerede og nyfortolkede julesange.
Kor og sang hører juletiden til, og sammen vil Postyr og Mariagerfjord Pigekor give deres bud på, hvordan jule-kormusik anno 2017 kan lyde. Nutidige elektrobeats sendes ud i samklang med Pigekorets rytmiske korsang og Postyrs medrivende sangstemmer.

Det sker søndag d. 17. december kl. 16.00 i Johanneskirken i Vorup ved Randers. Her kan man bl.a. opleve Postyrs nye julesingle , ”Share the Love”, der udkom d. 24/11. -Og det er i den forbindelse, at Postyr er på juleturné rundt i Danmark, hvor Pigekoret synger med dem til en af deres koncerter.

Under koncerten vil Postyr sende elektriske impulser fra deres maskiner og computere gennem publikum, som derved bliver en aktiv del af koncerten. Det bliver en oplevelsesværdig koncert, og det kommer ikke til at gå stille for sig!

Julepostkort til DRs julekoncert
Udover koncerten i Randers d. 17. december kan man i år også opleve begge grupper i programmet ‘Danmark Synger Julen Ind’ på DRK, som bliver sendt 1. søndag i advent. Her optræder de i en musikvideo med deres nyfortolket version af den skønne klassiske julesang ’Lad Det Klinge Sødt i Sky’.

Samarbejdet mellem Mariagerfjord Pigekor og Postyr opstod i 2012 omkring indspilningen af ”Lad Det Klinge Sødt I Sky”. Siden da har de to grupper sunget flere koncerter sammen og fulgt hinandens udvikling tæt som nordjyske frontløbere inden for udviklingen af moderne rytmisk kor- og vokalmusik.

“Vi glæder os helt vildt over samarbejdet med Mariagerfjord Pigekor. Det er en stor fornøjelse at synge sammen med så talentfulde og sangglade unge piger. Det er på en eller anden måde ikke rigtig jul, før vi har sunget ”Lad Det Klinge Sødt I Sky” sammen med dem. Vi håber at se mange mennesker til koncerten i Randers i december og håber, at det lykkes at sende et julepostkort ud til hele Danmark som en del af DRKs juleshow” – Tine Fris, sopran i POSTYR.

OM MARIAGERFJORD PIGEKOR

Mariagerfjord Pigekor er et rytmisk elitekor bestående af 25 piger i alderen 13-20 år fra hele Mariagerfjord Kommune. Koret eksisterer nu på 10. år og har siden opstarten vokset sig til i dag at være flagskibet i Mariagerfjord Kulturskoles Korskole.

OM POSTYR

Postyr har turnéret verden rundt og høstet international anerkendelse for deres karakteristiske og stemningsfulde lyd, der kombinerer 5 medrivende sangstemmer med electrobeats og inderlig sangskrivning. POSTYR består af 5 sangere, 1 laptop, en række lydkontrollerede lys og elektronik, og er opstået ud fra et ønske og en ambition om at forny og udvikle moderne vokalmusik gennem nykomponeret musik skrevet specielt til denne ensembletype. Sangere: Tine Fris, sopran – Line Groth, alt – Lucas Tuan Minh Hoang, tenor – Anders Hornshøj Laugesen, baryton – Kristoffer Fynbo Thorning, bas og laptop.

Søn. d. 17. december 2017, kl. 16. (Entré: 70 kr / 100 kr.)
Johanneskirken, Vorup Boulevard 29, Randers SV